Hvad er en doula?

Gravidmassage

Udtales [duːla]

En doula er en professionel fødselshjælper – en kvinde som selv har født, og som hjælper, støtter og vejleder dig og din evt. partner gennem tiden fra slutningen af graviditeten, gennem fødslen og den første tid efter fødslen.

Hvad en doula er og kan:

  • En doula er en kvinde, som selv har født, og derfor har erfaringer med i bagagen.
  • Hun hjælper dig til at finde den ro, du måske ikke har under fødslen, hvad enten det er pga tidligere dårlige fødsler, eller fordi du er bange eller bekymret.
  • En doula kan vejlede dig – hjælpe dig med at finde den vej ind i og gennem den fødsel, som du ønsker.
  • Hun er et ansigt, du kender og den du kan stole på er der gennem tykt og tyndt, en som kender dine ønsker og som kan være med til at sikre, at de også bliver hørt.
  • Hun hjælper med at formidle de mange informationer, du som gravid får op til og under fødslen, så du bliver mere selvsikker i at træffe egne beslutninger omkring fødslen.
  • Hun er en kontinuerlig og kendt støtte gennem graviditeten og under hele fødslen.
  • Doulaen er også en støtte for din partner under fødslen. Hun tager noget af presset og gør det muligt for partneren bare at være den kærlige og støttende partner man ønsker at være, fordi der er mindre at bekymre sig om.
  • En doula ved, at det er din fødsel – dit barn!

Hvad en doula ikke er og ikke gør:

  • Doulaen har ikke nogen medicinsk tilgang
  • laver ikke nogen undersøgelser
  • og hun giver ikke retningslinier eller “gode råd”
  • En doula tager ikke nogens rolle under fødslen, hverken partnerens, jordemoderens, sygeplejerskens eller andres!

En doula er at betragte som pårørende under fødslen – hun træffer aldrig beslutninger. Det vil altid være jordemoder og andre på fødselsstedet, som træffer de nødvendige beslutninger.